Netflix Hollywood Paramount / Filmz.dk

Filmselskaberne Paramount og A24 arbejder nu for Netflix og Apple.

Tidligere modtog Netflix SVOD-resterne fra Hollywood-selskaberne, når deres film havde spillet i biograferne og derefter Blu-Ray eller VOD. Nu skifter magtforholdet.

Paramount (“Transformers”, “Mission: Impossible”) og A24 (“Lady Bird”, “Hereditary”, “Moonlight”) har således begge i november underskrevet produktions-kontrakter, hvor de producerer direkte til streaming.

Paramount har underskrevet en større aftale med Netflix, imens A24 nu arbejder for Apple.

De to aftaler vidner om et paradigmeskifte i filmbranchen, mener CFRA Research-analytiker Tuna Amobi:

[i]”Dette er året, hvor filmbranchen indtræder i et nyt paradigme,”[/i] siger Amobi til The Hollywood Reporter.

Tidligere ville selskaberne primært producere til dem selv med en biograf-premiere for øje. Fremadrettet bliver virkeligheden mere broget.

Hollywood-giganterne Disney og Warner har imidlertid valgt en anden strategi.

I stedet for at samarbejde med streaming-giganterne så går de i krig. Disney lancerer til næste år Disney+, imens Warner også arbejder på en egen tjeneste – læs om det her.