Eva Mendes er i forhandlinger om at medvirke overfor Nicolas Cage i den kommende genindspilning af krimi-dramaet “Bad Lieutenant”, som Werner Herzog skal instruere.

I den originale film fra 1992 spillede Harvey Keitel en korrupt politimand med narko- og gambling-problemer, der efterforsker en brutal voldtægt af en nonne. I den nye film overtager Cage rollen som politimanden, der søger tilgivelse for sine synder.

Manuskriptet til remaket skrives af Billy Finkelstein, der før har skrevet afsnit af tv-serier som “Law & Order” og “NYPD Blue”.

Mendes, der før har spillet overfor Nicolas Cage i tegneseriefilmatiseringen “Ghost Rider”, vil snart kunne opleves i en anden tegneseriefilmatisering, Frank Millers “The Spirit”.