Som en hyldest til den netop afdøde skuespiller Ove Sprogøe, som personificerede den folkekære antihelt Egon Olsen, er det blevet foreslået at omdøbe Fængselsvej – der fører ned til Statsfængslet i Vridsløselille – til Egon Olsens vej.
Ideen om navneforandringen er faldet i god jord hos både Albertslund Kommune og finansminister Thor Pedersen, som er den overordnede vicevært for statens bygninger.
Ministeren siger: [i]”Det er en lille sjov idé, som – hvis den opfattes rigtigt – er en anerkendelse af en folkekær skuespillers indsats”.[/i]
Ideen til omdøbningen kommer fra en gruppe indsatte i Statsfængslet, der til Ekstra Bladet foreslog at hædre Egon Olsen og Ove Sprogøe ved at opkalde det kendte stykke vej op til fænglset efter Danmarks mest elskede vaneforbryder.
