I forbindelse med den kommende premiere på superhelteopfølgeren “Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer”, har Fox Home Entertainment annonceret en ny speciel forlænget dvd-udgave af den første film om Marvels utrolige heltekvartet.
Den nye 2-disc udgivelse af “Fantastic Four” vil kunne byde på en udvidet version af filmen, der vil være næsten 20 minutter længere end biografudgaven. Desuden vil der være flere timers bonusmateriale i form af bl.a. en “Making of”-dokumentarfilm i spillefilmslængde, flere featurettes, alternative åbningssekvenser, gallerier samt kig på den forestående fortsættelse i form af trailer og featurette om Silver Surfer.
Selve filmen har et Digital 5.1 og DTS 5.1 lydspor samt hele tre kommentarspor med bl.a skuespillerne, instruktøren og forfatteren.
“Fantastic Four: Extended Edition” udsendes på R1-dvd 5. juni. Hos Superhero Hype kan man se dvd-coveret samt den komplette liste over udgivelsens indhold.
