I England er en landsdækkende kampagne under opsejling for at forhindre en bølge af fiskemord, som forventes at finde sted efter den engelske premiere på “Find Nemo” på fredag.

Filmen, som handler om en kidnappet klovnefisk der finder frihed ved at undslippe gennem et toilet, har medført en lang række fiskedødsfald, idet amerikanske børn blev stærkt inspireret til at “befrie” deres kæledyr ved at skylle dem ud i kummen.

Salget af klovnefisk og lignende tropiske fisk steg med 20 procent efter at filmen åbnede i USA, hvoraf mange led en grum skæbne i kloakkerne.

Forældre opfordres til at forklare deres børn, at fiskene ikke vil overleve hvis de bliver skyllet ud, og at de skal tænke sig godt om, hvis de overvejer at købe tropiske fisk til deres børn.