Instruktøren Rob Zombie har offentliggjort det første billede fra den kommende “Halloween”-fortsættelse, “H2”. Billedet, der viser en kvæstet Laurie Strode (Scout Taylor), kan ses i fuld størrelse [url=http://filmz.dk/forum/gallerier/h2-42220#new]her[/url].
Tyler Mane er tilbage i rollen som den psykotiske og maskeklædte morder Michael Myers, ligesom også Malcolm McDowell vender tilbage som Dr. Loomis, der dog har en betydelig mindre rolle i den nye film.
Ligesom den foregående “Halloween” fra 2007 vil også “H2” trække på den oprindelige mytologi fra den klassiske gyserfranchise, der på dansk udkom under titlen “Maskernes nat”.
Den nye film, der også er skrevet af Rob Zombie, startede optagelser i denne uge i Georgia og får efter planen premiere i USA til august.
