Paramount Pictures har frigivet de to første billeder af Ray Park i rollen som ninjaen Snake Eyes i Stephen Sommers’ kommende filmudgave af “G.I. Joe”, der rammer biograferne i sensommeren til næste år. Billederne kan ses online gennem filmsiden ComingSoon.net.

Filmen, der bygger over Hasbros “ActionForce”-actionfigurer og tegnefilm, udspiller sig i en nær fremtid og omhandler G.I.JOE-styrken (Global Integrated Joint Operating Entity), en international organisation af agenter, som benytter sig af højteknologisk udstyr til at bekæmpe det ondsindede syndikat Cobra.

Sommers kan fortælle, at filmen er en skabelseshistorie, så hans udfordring har været at forklare f.eks., hvorfor skurken bærer en metalmaske, hvorfor Snake Eyes ikke taler og andre besynderlige ting, som fans af franchisen har taget for givet.

[i]”Det vil give mening for folk, der intet kender til forlægget,”[/i] udtaler Sommers. [i]”Og for fans vil det samtidig forklare, hvor alle figurerne kommer fra.”[/i]

Actionthrilleren, der er skrevet af Stuart Beattie, har også Dennis Quaid, Channing Tatum, Sienna Miller, Rachel Nichols, Adewale Akinnuoye-Agbaje, Said Taghmaoui, Marlon Wayans, Joseph Gordon-Levitt, Arnold Vosloo og Christopher Eccleston på rollelisten.