Coming Soon kan fremvise det første billede af Fionas ninja-agtige undergrundsorganisation bestående af prinsesser, der skal forsøge at forhindre et statskup i den kommende film om den grønne trold Shrek, kaldet “Shrek den tredje”.
I filmen tager Shrek på en mission sammen med Katten og Æsel for at finde en værdig arvtager til tronen i kongeriget Langt, Langt Borte, og i mellemtiden sætter Prins Charming gang i et kup for at overtage magten i riget, hvorefter Fiona må sammensætte en modstandsgruppe.
Gruppen af hårdtslående prinsesser består foruden Fiona (Cameron Diaz) af den rengøringsbesatte Askepot (Amy Sedaris), den aggresive Snehvide (Amy Poehler), den kølige Rapunzel (Maya Rudolph) samt den narkoleptiske Tornerose (Cheri Oteri).
I kampen om Langt, Langt Borte finder man på den udspekulerede Charmings side bl.a. Kaptajn Klo, Kyklopen, Rødhætte, Rumleskaft og Mabel, den anden grimme stedsøster.
Mike Myers er igen stemmen bag Shrek, mens Eddie Murphy og Antonio Banderas igen spiller henholdsvis Æsel og den bestøvlede kat. Popsangeren Justin Timberlake leverer røst til Artie, den unge Kong Arthur, som Shrek må overtale til at tage tronen.
“Shrek den tredje” får amerikansk biografpremiere 18. maj 2007.
