Når “Ørnen” ikke længere flyver, er DR Drama allerede klar med afløseren: “Forbrydelsen”.

“Forbrydelsen” er lavet af holdet bag serien “Nikolaj og Julie”, og seriens producent Piv Bernth fortæller: [i]”Vi håber, at den vil give seerne et godt billede af nogle menneskeskæbner. Det er en fortælling om, hvad der sker, når man pludselig bliver ramt af en skæv sø, og slået ud af sin kurs.”[/i]

Serien kører over 20 afsnit, der hver repræsenterer én dag, og handlingen udspiller sig i København på baggrund af en forbrydelse, der bl.a. påvirker livet for en familie fra Vesterbro, et par rivaliserende borgmesterkandidater og politiet.

Bernth fortæller om seriens indhold: [i]”Vi har en slags motto for serien, der hedder ‘Vi er alle en del af hinandens skæbne’. Det er lidt det der med, at hvis en sommerfugl basker med vingerne i Kina, så sner det i New York.”[/i]

Ideen til serien opstod, da holdet var i New York for at modtage en Emmy for “Nikolaj og Julie”: [i]”Det var faktisk Søren Sveistrup, der fik grund-ideen for tre år siden, mens vi var på vej til New York. Han pitchede den til mig, og jeg gik videre til cheferne, som syntes at det var en god historie.”[/i]

Seriens hovedrolleindehaver bliver Sofie Gråbøl, der spiller vicekriminalkommissær Sarah Lund, som efter at have mødt en ny mand vil forlade jobbet og flytte til ham i Sverige med sin søn.

Serien starter 7. januar, hvor de første ti afsnit bliver sendt i 2007, og de resterende 10 i 2008.