Der er nu opstået rygter om, at Frank Millers tegneserieklassiker “The Dark Knight Returns” bliver filmatiseret, endda med Miller selv i instruktørstolen.
“Batman” produceren Michael Uslan udtalte følgende, da han blev spurgt om Frank Miller som mulig instruktør til ComicCon konferencen i New York: [i]”Jeg tror 100 procent på Frank Miller… Jeg tror der ingen grænser er for hans talent.”[/i]
Om det betyder, at der engang kommer en filmatisering af “The Dark Knight Returns” vil tiden vise.
Millers tegneserie blev udgivet første gang i 1986 og er siden blevet en af de mest populære graphic novels gennem tiderne.
Handlingen er hensat til 20 år ude i fremtiden, hvor kriminelle styrer gaderne, og en bande, der kalder sig “The Mutants”, dominerer Gotham City, da et koncept som superhelte hører fortiden til. Det er på dette tidspunkt ti år siden, at Bruce Wayne trak sig tilbage fra kampen mod kriminalitet, da han ikke kunne komme sig over tabet af Jason Todd, den anden Robin.
Wayne støtter Harvey Dents rehabilitering, men Dent vender tilbage til den kriminelle vej, som hans alter-ego Two-Face, og Wayne trækker endnu engang i Batman kostumet for at bekæmpe sin gamle fjende. Samtidig begynder befolkningen i Gotham City at debattere, om Batman overhovedet skal anses som en redningsmand eller i stedet er en samfundsfjende.
