Frank Spotnitz, der producerede og var medforfatter på “X-Files: I Want to Believe”, er optimistisk omkring mulighederne for en tredje film i serien, på trods af at den sidste film ikke helt klarede sig så godt, som filmselskabet havde håbet.

Spotnitz mener selv, at den skuffende omsætning skyldtes, at filmen havde premiere en uge efter “The Dark Knight”, og at publikum ikke var parat til en dyster, uhyggelig film. Spotnitz ser derfor stadig en fremtid for “X-Files”:

“[i]Jeg tror stadig, der er liv i franchisen… der er en vigtig dato i ‘X-Files’-mytologi – december 2012. Jeg tror, at filmselskabet vil beslutte, om de vil tage chancen med en ny ‘X-Files’-film, efter dvd’en er udkommet.”[/i]

Spotnitz fortæller også, at det ville være naturligt, at en tredje film i serien omhandlede en alien-kolonisering, og at filmen sandsynligvis ville sætte et definitivt punktum for franchisen.