“Game of Thrones”-universet bliver ved med at udvide sig, og nu har Variety rapporteret, at der er yderligere tre prequels til den banebrydende fantasy-serie på vej hos HBO.
Den ene serie “9 Voyages” eller “Sea Snake” følger Rhaenys Targaryens mand, den maritime eventyrer Lord Corlys Velaryon, der er familieoverhovedet i det ekstremt rige House Velaryon.
Dernæst kan vi forvente at se “Flea Bottom”, der omhandler det fattigste område i King’s Landing. Den opmærksomme “Game of Thrones”-fan vil kunne genkende området fra den originale serie.
Den sidste serie, “10.000 Ships”, fokuserer på prinsesse Nymeria, der rejste til Dorne og giftede sig med Lord Mors Martell.
Alle tre serier foregår før den originale HBO-serie, der fik premiere i 2011. Deres titler er på nuværende tidspunkt kun midlertidige.
Læs også: “HBO finder hovedrolle til ny “Game of Thrones”-serie”
HBO er allerede godt i gang med at udvikle tre andre “Game of Thrones”-prequel-serier.
En animeret serie, der endnu ikke har en titel, er i de tidlige stadier af udviklingen ligesom live-action-serien “Tales of Dunk and Egg”.
Længst i produktionen er “House of the Dragon”, der omhandler House Targaryen og udspiller sig 300 år før den kamp om tronen, som vi kender, finder sted. Serien får premiere i 2022 på HBO.
