Utroligt, men sandt. Den ellers kritikernedsablede fortsættelse på den skuffende “Garfield” har vippet “Løvernes konge” af pinden i Kina. I de første tre uger efter premieren i kinesiske biografer omsatte 20th Century Fox’ “Garfield 2” for over 33,8 mio. kr. og slog derved rekorden for bedst indtjenende animationsfilm – en rekord som Disneys løvefilm har siddet på de sidste 12 år.
“Garfield 2” fik kinesisk premiere 11. august, og alene i den første weekend indtjente den 10 mio. kr., hvilket er mere end 4 mio. kr. mere end Fox’ andet animationsprojekt, “Ice Age 2”. Før filmopfølgeren om den forslugne hankat havde “Løvernes konge” førstepladsen med en omsætning på 30 mio. kr.
En anden stort anlagt animationsfilm fra Disney, “Biler”, fik kinesisk premiere i sidste weekend, men kunne dog kun trække 7,8 mio. kr. i land.
En række kinesiske biografdirektører mener, at dette skyldes at “Biler” fik premiere på det forkerte tidspunkt, da de fleste skolebørn havde travlt med at færdiggøre deres ferielektier.
