Den folkekære danske skuespillerinde Ghita Nørby er blevet hædret med sin egen flise på den danske pendant til Hollowoods Walk of Fame på Frederiksberg Allé.

Den nu 72-årige skuespillerinde har fået sit portræt gengivet i bronze i en granitflise foran Café Promenaden i forbindelse med, at hun er blevet kåret som årets skuespiller – en titel hun har modtaget for sit mere end 50-årige engagement på både det danske lærred og de skrå brædder.

Endvidere har Nørby, der gennem sin karriere har opnået stor popularitet for sine roller i klassikere som “Baronessen fra benzintanken”, “Charles tante” og “Vagabonderne på Bakkegården”, også modtaget en check på 50.000 kroner.

Ghita Nørby er 4-dobbelt Bodil- og Robert-vinder, og spillede desuden en hovedrolle i “Dansen med Regitze”, som modtog en Oscar-nominering for bedste udenlandske film i 1990.

I forvejen er det skuespillerhædrende fortov prydet af ni andre navne indenfor den danske film- og teaterscene, der tæller Niels Olsen, Thomas Eje, Sidse Babett Knudsen, Iben Hjejle, Mads Mikkelsen, Peter Mygind, Bodil Udsen, Anders W. Berthelsen og Nikolaj Lie Kaas.