Selvom planerne omkring en eventuel “Gremlins 3” formentlig aldrig vil blive en realitet, har vi dog ikke set det sidste til de uregerlige kræ fra Joe Dantes populære gyserkomedier. De små grønne pestilenser har nemlig fået nyt liv, hvor de bliver brugt som markedsføring-gimmick i en ny reklamefilm.
I en reklame for BT Business ses Peter Jones (“Dragons’ Den”), der på et kontor pludselig får uventet besøg af de ustyrlige gremlins, som straks begynder at smadre hans computer, tygge i ledninger og stepdanse på skrivebordet.
[url=http://www.filmz.dk/forum/item/24372/]Sidste år[/url] begyndte der at husere rygter om en mulig tredje spillefilm om “Gremlins”, der på et beskedent budget skulle laves direkte til dvd. Dante og produceren ville dog ikke støtte op omkring projektet, der nu lader til helt at være blevet droppet.
Den omtalte reklamefilm med de berømte gremlins kan ses online hos The Guardians officielle hjemmeside.
