Den mexicanske filmskaber Guillermo Del Toro, der i det forgangne filmår kunne høste stor hæder med den eventyrlige og brutale fabel “Pans labyrint”, har annonceret sit næste filmprojekt; gyserthrilleren “Haters”.

Filmen, som bygger over David Moodys roman “Hater”, omhandler et samfund, der bliver overrumplet af en pludselig stigning af ekstremt voldelige overfald på enkelte individer. Overfaldsmændene, som af medierne bliver kaldt ‘haters’, slår til uden varsel, uden motiv, og uden umiddelbar forbindelse til offeret.

På få sekunder kan ganske almindelige, rationelle mennesker – uanset race, køn, alder, seksualitet eller anden forskel – blive brutale mordere eller offer for en ‘haters’ afstumpede raseri. Rædslen kender ingen grænser, da man nu ikke længere kan stole på ens tætteste venner – og heller ikke på sig selv. Inden dagen er omme, kan man meget vel være blevet til morder – eller død.

Del Toro vil til næste år være biografaktuel med “Hellboy II: The Golden Army”, der følger op på hans tegneseriefilmatisering fra 2004.