Laurence Fishburnes filmprojekt baseret på romanen “Alkymisten” blev allerede annonceret tilbage i [url=http://www.filmz.dk/forum/item/3808/]2003[/url], og selvom det et par år senere [url=http://www.filmz.dk/forum/item/16831/]forlød[/url], at filmatiseringen nu ville komme i gang, gik projektet atter i stå.

Men nu ser det ud til, at filmen endelig får luft under vingerne, efter at Harvey Weinstein har købt sig ind i projektet og sammen med Fishburne skal bringe Paulo Coelhos roman til det store lærred i en filmatisering, der får et stort budget på omkring $60 mio.

Den brasilianske roman fra 1988 handler om den andalusiske hyrdedreng Santiago, der følger sin drøm om at finde en af verdens rigeste skatte. Fra sit hjem i Spanien rejser han til markederne i Tanger, Egyptens ørken og et skæbnesvangert møde med Alkymisten, spillet af Fishburne, der også skal sidde i instruktørstolen.

“Alkymisten”, der er solgt i over over 25 mio. eksemplarer verden over, er oversat til 55 sprog og udgivet i mere end 156 lande.