Vi har endelig fået det første blik på HBO’s “The Last of Us”, og billedet er som snydt ud af næsen på det originale spil.

En filmatisering af Naughty Dogs videospilssucces fra 2013, “The Last of Us”, har været længe undervejs — først som en film og nu som en HBO-serie. Nu kan vi endelig begynde at se det færdige produkt for os, efter det første billede af Pedro Pascal som Joel og Bella Ramsey som Ellie er blevet vist.

I billedet nedenfor ser vi de to hovedpersoner bagfra i en kameravinkel, der hurtigt får én til at glemme, at det ikke er spillet, vi sidder og kigger på. Det gør det kun bedre, at skuespillernes udseener næsten er fuldkommen nøjagtige ift. deres videospilsmodstykker — lige fra trøjer, til frisurer, til tasker.

Billede

Spillets handling ledte aldrig makkerparret forbi et styrtet fly, så om vi kan forvente en scene i flyet, eller om det blot er en del af et stemningsskabende landskab, kan vi ikke sige med sikkerhed endnu.

Læs også: “Gabriel Luna castet som Tommy i HBO’s ‘The Last of Us'”

Neil Druckman — spillets originale skaber — har skrevet serien i samarbejde med “Chernobyl”-skaber Craig Mazin.

“The Last of Us” kommer til at have 10 episoder, og den forventes at få premiere i løbet af 2022, selvom der ikke er en officiel premieredato endnu.