For nyligt annoncerede spil udgiveren Vivendi Universal, at de støttede Blu-ray formatet som fremtidens lagermedie. På film området ser det til gengæld ud til at HD-DVD er ved at få vind i sejlene. Universal Studios, som Vivendi ejer 20 procent af, har annonceret at de udgiver 16 HD-DVD titler snarest.
Dette blev fulgt op af Paramount, der starter med at sende de første 20 HD-DVD titler på gaden i 4. kvartal 2005. Warner Bros. er også med på galejen, og satser på at lede ræset med en start med 50 titler i 4. kvartal. Udgivelserne fra Warner inkluderer New Line Cinema titler, men der er intet nyt om “Ringenes herre”-filmene er med i udgivelses-planerne.
Titlerne er foreløbig til det amerikanske marked, og der forlyder foreløbig intet om hvornår Europa bliver velsignet med HD-DVD-udgivelser. Regional-kodningen forventes at blive gennemført til den næste generation også.
Samtidig starter prisen på de nye skiver ikke i samme niveau som deres DVD-småbrødre, men kommer først derned når markedet engang forventes at mættes. Dette betyder at HD-udgivelserne starter som et nicheprodukt, og prisen sættes derefter. De forskellige studier indikerer samtidig, at prisen ikke vil blive brugt til at sprede HD-DVD’erne til masserne. Der satses i stedet på at kunderne automatisk styres mod det nye format efterhånden som de får skiftet til HD TV.
