Paramount Home Entertainment udsender til juni en specialudgave af Lasse Hallströms “Hva’ så, Gilbert Grape?” på dvd. Komediedramaet fra 1993 har Johnny Depp i titelrollen som den håbefulde unge Gilbert, der i en lille flække må tage sig af sin retarderede bror, spillet af Leonardo DiCaprio.

Den nye udgave vil kunne byde på et kommentarspor af instruktøren Hallström med manusforfatteren Peter Hedges. Desuden bydes der på filmens originale trailer, samt tre featurettes, “The Characters of Gilbert Grape”, “The Voice of Gilbert Grape” og “Why We Love Gilbert Grape”, som inkluderer nye interviews med filmens stjerner, Depp, Juliette Lewis, Mary Steenburgen o.a.

“What’s Eating Gilbert Grape: Special Collector’s Edition” udsendes på R1-dvd 20. juni.