Filmdatabasen IMDb har lanceret et nyt tiltag på deres velbesøgte hjemmeside – der kan nu streames omkring 6000 film og tv-serier. Indtil videre er funktionen dog kun tilgængelig for deres amerikanske brugere.

På denne måde bliver det nu i visse tilfælde muligt at se de film, man under en rundtur på siden ellers støder på. Det eneste, brugerne behøver at gøre, er at trykke på en afspiller-knap under hver film, hvorefter filmen sendes direkte til skærmen.

IMDb, der ellers har holdt ændringerne på et minimum det seneste årti, lader også uafhængige og små filmskabere fremvise deres film på siden og vil dermed fremme de mere smalle film.