Insomnia Media Group har erhvervet sig rettighederne til “Live 2 Tell”, det eneste filmmanuskript der er blevet lavet af den afdøde rapper Tupac Shakur.

Manuskriptet blev købt fra rapstjernens mor, Afeni Shakur, som vil blive producer på projektet sammen med Preston Holmes, der producerede “Hustle & Flow”.

Tupac Shakur udarbejdede manuskriptet i 1995, som et potentielt filmprojekt med ham selv i hovedrollen. Historien følger en sort teenager fra ghettoen, som bliver til en narkobagmand og som så beslutter at ændre sit liv. Insomnia påbegynder optagelserne til filmen i marts.

Shakur, som døde i 1996 efter et drive-by skyderi, blev betragtet som en af tidens største rappere og nåede også at udvikle en skuespillerkarriere i film som “Poetic Justice” og “Gang Related”.