New Line Cinema har nu hyret instruktøren Jonathan Liebesman til at stå bag kameraet på den kommende prequel til “Fredag den 13.”, der fokuserer på skabelsen af den morderiske Jason.
Liebesman har allerede arbejdet med New Line på en anden kommende prequelfilm, “The Texas Chainsaw Massacre: The Beginning”, som får premiere i USA til oktober. Hans debutfilm var gyseren “Darkness Falls” fra 2003.
Der er endnu ingen officiel titel på den nye forhistorie til den populære gyserserie om den hockeymaskebærende psykopat, som bliver produceret af Michael Bay gennem Platinum Dunes.
Mark Wheaton skriver manuskriptet til projektet, der bliver den 11. film i gysersagaen.
