Instruktøren Neil Marshall, der netop har færdiggjort sit seneste filmprojekt, “Doomsday”, kan i et interview afsløre, at den foreslåede fortsættelse til hans yderst populære og klaustrofobiske gyser “The Descent” står til at gå i produktion.

Det bliver dog ikke Marshall, der kommer til at stå for instruktionen på “The Descent 2”, men derimod Jon Harris, som arbejdede på og redigerede den første film. Harris, der før har arbejdet på film som “Snatch”, “Layer Cake” og “Stardust”, får med denne film sin debut som instruktør.

Marshall kan dog fortælle, at han selv vil være involveret i hvert aspekt af produktionen på fortsættelsen, som endnu ikke har fået færdiggjort sit manuskript og som indtil videre også går under titlen “The De2cent”.

Der foreligger endnu ingen konkrete oplysninger om fortsættelsens plot eller om, hvor tæt den vil være forbundet med den første film, men rygter vil vide, at den vil centrere om et nyt figurgalleri.