Hollywood-filmselskabet Paramount har løftet sløret for et filmprojekt, der med stor succes har været hemmeligholdt i månedsvis.
Den første tidlige teaser-trailer fra filmen, som instrueres af Matt Reeves og produceres af “Lost”-skaberen, J. J. Abrams, har allerede været udsendt over en kort periode i amerikanske biografer.
Ved de første visninger af “Transformers” i denne uge blev de amerikanske biografgængere præsenteret for en teaser til en unavngivet katastrofefilm, som handler om et monsterangreb på Manhattan.
Drew Goddard, som også skriver til “Lost”, har stået for manuskriptet til filmen, der indtil videre kendes under arbejdstitlen “Cloverfield”.
Mystikken omkring filmen fortsætter, da Paramount har forbudt alle tv-stationer at sende den omtalte trailer samt fået den fjernet fra YouTube.
Filmen har verdenspremiere 18. januar, 2008.
