James Cameron og “[url=/film/titanic]Titanic[/url]”-stjernerne Leonardo DiCaprio og Kate Winslet har bidraget til en fond for den engelske kvinde Millvina Dean, der er den sidste overlevende fra det skæbnesvangre skib Titanic, som sank i 1912.

Dean, som i dag er 97 år, var skibets yngste passager, da hun kun ni uger gammel overlevede katastrofen. Senere tog hendes forældre, der også overlevede forliset, hende med tilbage til England.

Det er fotografen Don Mullan, der har startet fonden for Dean, som har haft svært ved at betale sine regninger til det plejehjem, hvor hun bor. Mullan startede fonden ved at sælge en række fotos signeret af Dean, og efterfølgende opfordrede han folkene bag blockbusteren “Titanic” – som har omsat for over 1,8 milliarder dollars – til at bidrage til fonden, der indtil videre indeholder 30.000 dollars.

Selvom Cameron, DiCaprio og Winslet alle har bidraget, venter Mullan stadig svar fra Céline Dion, hvis temasang “My Heart Will Go On” vandt en Oscar, samt filmstudiet 20th Century Fox.