Den franske skuespiller Jean Reno er blevet castet i Ron Howards kommende filmatisering af Dan Browns bestseller “Da Vinci mysteriet”, der allerede har Tom Hanks i hovedrollen.
Reno har fået rollen som detektiven Bezu Fache i thrilleren, der skal produceres af Brian Grazer og John Calley hos Columbia Pictures.
Akiva Goldsman har skrevet manuskriptet til filmatiseringen, og optagelserne påbegyndes i år med en premiere i maj 2006 for øje.
Reno vil snart kunne ses overfor Steve Martin i den kommende genindspilning af “The Pink Panther” fra MGM.
