Plemons er blot det seneste navn i “Killers of the Flower Moon”, der også tæller stjerner som Leonardo DiCaprio og Robert De Niro.
Filmen er baseret på bogen af samme navn, der omhandler de virkelige mord af medlemmerne af Osage-stammen i 1920’ernes USA. FBI stod dengang for efterforskningen, og Plemons skal netop spille den ledende FBI-agent.
Martin Scorsese instruerer “Killers of the Flower Moon” og genforenes altså med Robert De Niro og Leonardo DiCaprio, der spiller hhv. en indflydelsesrig ranchejer og dennes nevø, Ernest Burkhart, der er gift med Osage-indianeren Mollie Burkhart (Lily Gladstone).
Jesse Plemons er en eftertragtet herre i øjeblikket. I 2020 var han aktuel med Charlie Kaufmann-filmen “I’m Thinking of Ending Things”, og senest spillede han med i den kritikerroste “Judas and the Black Messiah”, som desværre ikke er at finde i Danmark endnu.
“Killers of the Flower Moon” produceres af Apple og udkommer altså eksklusivt på AppleTV+. Dog er det planen, at filmen skal kunne nydes i biograferne i tiden op til udgivelsen på streamingtjenesten, da Paramount står for at distribuere filmen. Scorseses seneste film “The Irishman” fik samme behandling, da den blev udgivet i biograferne kort før dens premiere på Netflix tilbage i 2019.
“Killers of the Flower Moon” har endnu ingen premieredato.
