Johnny Depp skal atter arbejde sammen Tim Burton – denne gang i instruktørens kommende makabre stopmotion-animationsfilm “The Corpse Bride”, hvori Depp skal lægge stemme til hovedpersonen Viktor.

“The Corpse Bride” bliver lavet i samme stil som “The Nightmare Before Christmas” fra 1993, som Burton også producerede. Manuskriptet til filmen er udarbejdet af Caroline Thompson, som også skrev både “Edward Saksehånd” og “The Nightmare Before Christmas”.

Desuden er bl.a. Helena Bonham Carter, Emily Watson og Christopher Lee at finde på rollelisten. Danny Elfman komponerer musikken til filmen.

Filmen foregår i en Europæisk landsby i 1900-tallet, hvor Viktor (Depp) rejser til underverden for at gifte sig med et mystisk lig (Bonham Carter), mens hans levende kone (Watson) længselsfuldt venter hans tilbagekomst.

Depp skal desuden arbejde sammen med Burton i instruktørens version af “Charlie and the Chocolate Factory”, som får premiere næste sommer. “The Corpse Bride” er sat til at få Halloween-premiere i oktober 2005.