Universal Pictures har hyret instruktøren bag “Terminator 3: Rise of the Machines”, Jonathan Mostow, til at omskrive og instruere filmversionen af Marvel-tegneserien om undervandshelten “Sub-Mariner”.
Tegneserien handler om den unge mand, Namor, der finder ud af, at han faktisk nedstammer fra det forsvundne, undersøiske kongerige Atlantis, og at en krig er ved at ulme mellem undervandsverdenen og vores egen. Namor og hans kræfter viser sig at blive en vigtig brik i den store strid.
“Sub-Mariner”, som blev skabt af Bill Everett tilbage i 1939, er en af de ældste superheltefigurer. David Self skrev et tidligt manuskript til projektet, der produceres af Misher Films og Marvel Studios.
Mostow har tidligere stået bag kameraet på “U-571” og “Breakdown”.
