Det forlyder nu at Josh Lucas, som for tiden er aktuel på dvd med “Stealth”, skulle være i betragtning til at medvirke i fortsættelsen på “Batman Begins” i rollen som Harvey “Two-Face” Dent.
I tilfælde af at skuespilleren, der desuden har medvirket i film som “Hulk”, “Wonderland” og “Sweet Home Alabama”, skulle takke ja til rollen, vil han være bundet til to “Batman” film. Hans karakter, advokaten Harvey Dent, vil blive introduceret i den kommende film om den maskerede hævner, men vil først optræde som sit onde alter-ego Two-Face i efterfølgeren.
Den endnu unavngivne efterfølger til “Batman Begins” vil følge den kappeklædte korsfarer fra Gotham City, der slår sig sammen med Dent for at fælde den udspekulerede Joker, som gør det af med en person, der står helten nær.
Liev Schrieber er også kandidat til rollen som Dent.
