Miramax har fået fastsat en dato til den amerikanske premiere på del to af Tarantinos film “Kill Bill”, nemlig 20. februar 2004.
Efter at det blev oplyst at “Kill Bill” skulle deles i to film, har der været mange spekulationer omkring hvornår det andet kapitel af filmen ville få premiere. De to kapitler får henholdsvis undertitlerne “Volume 1” og “Volume 2”.
Oprindeligt havde Miramax planer om at udgive begge film i løbet af efteråret, men ved at udskyde “Kill Bill: Volume 2” til næste år, undgår man at begge film skal kæmpe om de samme priser ved Oscar-uddelingen – som er blevet tilfældet for de to “Matrix”-film.
“Kill Bill: Volume 1” har dansk premiere 24. oktober, og “Kill Bill: Volume 2” formodes at få Danmarkspremiere omkring 1. marts 2004.
