Det bliver Peter Schønau Fogs drama “Kunsten at græde i kor”, som skal dyste på Danmarks vegne i kampen om at blive nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film. Det er blevet besluttet af en branchekomité bestående af repræsentanter for den danske filmbranche og Det Danske Filminstitut.
Filmen, som har manuskript af Bo hr. Hansen og er baseret på en roman af Erling Jepsen, har solgt 228.000 biografbilletter og vundet 13 internationale festivalpriser.
Sidste år blev Susanne Biers “Efter brylluppet” indstillet – og endte med at blive nomineret blandt de sidste fem film. Den tyske “De andres liv” løb dog i den sammenhæng med Oscaren.
Om “Kunsten at græde i kor” også kan ende blandt de fem udvalgte afsløres 22. januar. Selve uddelingen finder sted 24. februar.
