Kvindelig spider-man silk / Filmz.dk

Sony-Marvels kommende ‘spider-verse’ får en kvindelig pendant til Spider-Man i “Silk”.

Det skulle have været “Silver & Black”, der blev anden del af Sony-Marvels kommende ‘spider-verse’.

“Venom” bliver første del af det nye Sony-Marvel-univers baseret på “Spider-Man”-karakterer – selv om Spider-Man aktuelt er udlånt til Marvel Studios, hvor han er en del af “Avengers”-holdet.

Efter “Venom” skulle 2019 have budt på en kvindebaseret ‘spider-verse’-film om Silver Sable og Black Cat, men den er droppet på ubestemt tid.

I stedet giver Sony-Marvel filmdebut til en anden ‘spider-verse’-kvinde – nemlig Silk, skriver The Wrap.

Det er den koreansk-amerikanske Cindy Moon, der fra tegneserierne kendes som superhelten Silk.

Hun blev bidt af den samme edderkop som Peter Parker, og hun fik tegneseriedebut i 2014 i “The Amazing Spider-Man #1”.

Vi har endnu ikke set Silk på film, men faktisk har MCU givet debut til Cindy Moon. Spillet af Tiffany Espensen medvirker hun i “Spider-Man: Homecoming” og kortvarigt i “Infinity War”.

Spørgsmålet er nu, om Tiffany Espensen fortsætter i rollen hos Sony-Marvel, eller om en anden skal spille karakteren i det nye ‘spider-verse’.