I det nyeste nummer af TIME (19. maj) kan man finde en længere artikel om Lars von Trier. Nyhedsmagasinet har i forbindelse med premieren på filmen “Dogville” d. 19 maj til Cannes festivalen profileret den danske instruktør over tre sider.

Man får endnu engang indblik i Triers særheder og filmiske evner – bl.a. igennem udtalelser fra de skuespillere som i tidens løb har arbejdet sammen med den excentriske instruktør.

Nicole Kidman, som spiller hovedrollen i “Dogville”, mener at Trier er “[i]forud for sin tid[/i]”, på trods af at han kunne få hende til at græde når han skældte hende ud over hendes skuespil.

Skuespilleren Stellan Skarsgård, som spillede den paralyserede ægtemand i “Breaking the Waves” og som også er med i “Dogville”, beskriver Trier som et “[i]forstyrret barn som leger med et dukkehus, som river hovederne af alle dukkerne.[/i]” Skarsgård fortæller også at Trier tænker yderst utraditionelt når der filmes. Da en voldtægtsscene med Skarsgård og Kidman skulle optages til “Dogville”, bad instruktøren således den svenske skuespiller om at spille scenen som en “[i]romantisk komedie”[/i] – også selvom han måtte indse at det ikke fungerede.

Om sin nye film “Dogville” fortæller Trier at historien om pigen Grace (Kidman) som skjuler sig fra gangstere i en lille by i USA og som bliver udnyttet af byens indbyggere, ikke skal ses som en kritik af det amerikanske samfund: “[i]Dogville er i Amerika, men det kunne være hvor det skulle være. En flygtning ankommer til fællesskabet. Hvad sker der så?[/i]”

“Dogville” får dansk premiere d. 4. juni.