“Melancholia” havde vundet Guldpalmen i Cannes i 2011, hvis ikke Lars von Trier havde erklæret forståelse for Adolf Hitler, siger jurymedlem.
I 2011 sad instruktør Olivier Assayas i Cannes-jury sammen med Jude Law, Uma Thurman, Martina Gusmán, Nansun Shi, Linn Ullmann, Mahamat-Saleh Haroun, Johnnie To og Robert De Niro.
Som bekendt tildelte denne jury festivalens førstepræmie – Guldpalmen – til Terrence Malick for “The Tree of Life”. Men sejren kunne have været dansk.
For kun Olivier Assayas og Jude Law havde “The Tree of Life” som favorit til Cannes-sejren, fortæller Assayas nu.
I stedet var flertallet vilde med den danske Lars von Trier-film “Melancholia” med Kirsten Dunst i hovedrollen.
Men så skabte Lars von Trier skandale ved et berømt og berygtet pressemøde, hvor den danske instruktør i vanlig sarkastisk stil erklærede sig selv for nazist.
Den danske humor førte dog ikke til grin, men derimod blev Trier bortvist fra festivalen, som han først fik lov til at genbesøge i 2018 med “The House that Jack Built”.
Pressemødet førte således til Guldpalme-sejr til “The Tree of Life”, mens “Melancholia” måtte nøjes med en skuespillerpris til Kirsten Dunst:
[i]”Først var vi kun to, Jude Law og jeg, der mente, at Terrence Malicks ‘The Tree of Life’ burde få førstepræmien. De andre jurymedlemmer sluttede sig til os, fordi de havde mistet deres favorit,”[/i] siger Assayas til Liberation
Læs også ‘Officielt: Lars von Trier inviteres til Cannes med seriemorderfilm‘.
