Snart får man mulighed for at drage endnu længere ind i den foruroligende og makabre stemning fra Lars von Triers “[url=/film/antichrist]Antichrist[/url]”. Zentropa Games arbejder netop nu på et computerspil, der vil fortsætte historien, hvor filmen slap. Det skriver Tjek.dk.
Spillet, som får titlen “Eden”, beskrives som et gyser/eventyr-spil i førstepersonsperspektiv og med Willem Dafoe som fortællerstemme.
Spillet vil for alvor forsøge at trænge ind under huden på spilleren. Inden spillets start skal man således besvare en række spørgsmål om, hvad der skræmmer en, og spillets handling vil blive blandet med bizarre nyhedsklip og videoer fra virkelighedens verden.
“Eden”, hvis endelige udformning skal godkendes af Lars von Trier, forventes af være klar til pc om et års tid.
