CHUD kan afsløre, at Liev Schreiber fra bl.a. “Phantoms”, “The Sum of all Fears” og “The Manchurian Candidate” har fået rollen som Victor Creed – bedre kendt i X-Men-universet som den bestialske mutant Sabretooth – i den ventede “X-Men Origins: Wolverine”, der skal instrueres af Gavin Hood.
Det har [url=http://www.filmz.dk/forum/item/28702/]tidligere[/url] været formodet, at Schreibers medvirken i filmen var rollen som den skruppelløse videnskabsmand William Stryker, den unge udgave af skurken som Brian Cox portrætterede i “X2: X-Men United”, og som var ansvarlig for Wolverines skabelse.
I stedet er “Six Feet Under”- og “Dexter”-stjernen Michael C. Hall i forhandlinger om at skulle spille Stryker, mens Michelle Monaghan angiveligt skulle være udset til at spille Logans mystiske flamme, Silver Fox.
“Wolverine”, der igen skal have Hugh Jackman i den populære rolle som den dyriske Logan fra “X-Men”-filmene, fortæller historien om den omflakkende helts både voldelige og romantiske fortid, hans komplicerede forhold til Victor Creed, og det skumle Weapon X- program.
Undervejs støder Wolverine på andre mutanter – både bekendte og nye – der inkluderer overraskende optrædener fra adskillige legender i “X-Men”-universet. “X-Men Origins: Wolverine” får amerikansk premiere til maj, 2009.
