Når den tredje film i Matrix serien, “Revolutions”, får verdenspremiere, bliver det med militær præcision. Ikke alene får filmen premiere samme dag i godt 70 lande verden over, men også på nøjagtigt samme tidspunkt – et tidspunkt de hos Warner kalder [i]Zero Hour[/i].
[i]”Det var en tanke der strejfede os for snart et år siden, og den kom ikke fra Wachowski-brødrene, men faktisk fra selskabet,”[/i] udtaler Veronica Kwan-Rubinek, chefen for den internationale distribution. [i]”Det var noget vi snakke om allerede før “Reloaded” udkom, og det har krævet en stor koordination for at få alle brikkerne til at falde på plads.”[/i]
Det bliver en ny og hidtil uset release-strategi i Hollywood. Det tætteste et selskab tidligere har været var “X-Men 2” (Fox) premieren i maj, der havde premiere i 80 lande – dog ikke på samme tidspunkt. Filmen får endda verdenspremiere i almindelige biografer og udvalgte IMAX-biografer.
Den store og nøje tilrettelagte verdenspremiere er ikke kun til for at hype filmen, men også endnu et skridt imod den stigende piratkopiering – den er nemlig typisk størst i de lande der skal vente længst på filmene.
Filmen har premiere d. 5. november kl. 06.00 i biograferne i Los Angeles, hvilket betyder at filmen får premiere kl. 15.00 dansk tid.
