Det er blevet populært i filmbranchen at lave billige fortsættelser og spin-offs af succesfulde biograffilm og udgive dem direkte til dvd.
Der kommer snart to spin-off film til “X-Men”-serien med karaktererne Wolverine og Magneto, der begge vil bære “X-Men Origins” i titlen. Nu forlyder det, at disse to film ikke bliver de eneste i “X-Men Origins”-serien, men modsat “Wolverine” og “Magneto” bliver mange af de kommende “Origins”-film udgivet direkte til dvd.
Ifølge Rich Johnston fra tegneseriesiden Lying in the Gutters skulle de kommende “X-Men”-film have et lavt budget og portrættere nogle af de mindre fremtrædende karakterer fra universet, men som stadig har en del fans.
Således har Joe Carnahan nu luftet i en post på sin blog, at han måske laver en film med Juggernaut.
