Det forlyder nu, at manuskriptforfatteren Akiva Goldsman er blevet hyret til at skrive manuskript til Dan Browns roman, “Engle og dæmoner”. Goldsman begik også manuskriptet til blockbusteren “Da Vinci mysteriet”, der på verdensplan har omsat for $755 mio.

Efter sigende vil Goldsman indkassere $4 mio. for opgaven, hvilket er ny lønrekord for manuskriptforfattere. Normalt får populære manusforfattere mellem $2 og 2,5 mio. dollars i hyre. Aftalen er især bemærkelsesværdig, idet det drejer sig om en omskrivning af allerede eksisterende materiale, og ikke et originalt manuskript.

I “Engle og dæmoner” introduceres professoren Robert Langdon, der kaldes til Schweiz, hvor en forsker er blevet myrdet og et mystisk symbol brændt på hans bryst. Det viser sig snart, at drabet er første led i en skummel plan om at udslette Vatikanstaten.