MCU Marvel 2022 fem film / Filmz.dk

Hele fem MCU-film får premiere i 2022 – det er ny rekord.

Maksimalt tre MCU-film har fået premiere i det samme kalender-år – men det skulle ændre sig fra 2021.

Således var der oprindeligt planer om premiere på “Shang-Chi”, “Doctor Strange in the Multiverse of Madness”, “Spider-Man 3” og “Thor: Love and Thunder” i 2021. Men så kom coronakrisen.

Den skubbede “Eternals” ind i 2021, men til gengæld er “Doctor Strange 2” og “Thor 4” flyttet videre til 2022.

Her får de to MCU-film nu premiere sammen med “Black Panther 2” og “Captain Marvel 2”. Men det stopper ikke her.

Disney har nu udsendt en opdateret premiereplan, og her fastholder man datoen 7. oktober 2022 til en endnu ukendt MCU-film – dermed bliver der fem MCU-premierefilm i 2022.

Men hvilken film bliver den femte? Mahershala Ali er allerede castet til “Blade”, der er et oplagt bud.

Andre bud er “Deadpool 3” eller “Guardians of the Galaxy 3”, mens der også har været rygter om en film om Nova.

Læs også ‘Disney-chef kommenterer på mulig Marvel-genopstart‘.