Kevin Feige understreger, at det ikke er “Avengers: Endgame”, men “Spider-Man: Far From Home”, som afslutter Phase 1-3 af MCU.
“Avengers Endgame” føltes som konklusionen på en stor del af MCU, og det var den også på mange måder, men alligevel er det ikke den, som afslutter ‘Infinity’-sagaen – som Phase 1 til og med Phase 3 af MCU er blevet navngivet.
Det er i stedet næste uges “Spider-Man: Far From Home”, der bliver afslutningen på de tre første faser, fortæller manden bag MCU:
“Vi har arbejdet i mange år på ‘Infinity War’ og ‘Endgame’ og ‘Spider-Man: Far From Home’. Det var de film, der kulminererede hele Infinity-sagaen af MCU. Og imens vi arbejdede på ‘Endgame’, gik det op for os, at den sande afslutning på hele Infinity-sagaen, den sidste film i Phase 3, blev nødt til at være ‘Spider-Man: Far From Home’,” fortæller Kevin Feige til Comicbook.com.
Det betyder altså, at Phase 4 begynder med filmen, der kommer efter “Spider-Man: Far From Home”. Denne efterfølgende film har Marvel endnu ikke officielt har afsløret detaljer om.
Det forventes dog at være prequel-filmen “Black Widow”, da optagelserne er gået i gang. Den forventes ude i maj 2020, fordi det er der, hvor Disney har planlagt den næste Marvel-film til.
“Spider-Man: Far From Home” får premiere i næste uge, d. 2. juli.
