Moviehole har fået et indblik i, hvilke karakterer der vil være i Sylvester Stallones kommende action-brag “The Expendables”, og det ser ud til, at der stadig er masser af mere eller mindre vigtige roller, som endnu ikke er blevet besat. Det forventes, at flere af de ubesatte roller vil blive udfyldt af kendte skuespillere.
I alt er der seks ubesatte roller at se på listen, bl.a. karakteren “Church” – en ældre mand, som hyrer The Expendables-teamet, og “Dan Paine” – en general, som har til opgave at eliminere The Expendables.
Den fulde liste kan ses [url=http://www.moviehole.net/200817106-expendables-characters]her[/url].
“The Expendables” handler om en gruppe lejesoldater, som skal infiltrere et sydamerikansk land og gøre bugt med dets ubarmhjertige diktator for at frigøre folket.
Optagelserne til “The Expendables” påbegyndes til februar i Brasilien og Louisiana, USA. Stallone vil instruere ud fra sit eget manuskript. På rollelisten ses bl.a. Stallone selv, Jason Statham, Jet Li og Robert Knepper.
