Det forlyder, at J.J Abrams har udset Matt Damon til at påtage sig rollen som den unge udgave af Kaptajn James T. Kirk i Paramount Pictures’ kommende ellevte “Star Trek” film, som både skrives, produceres og instrueres af Abrams.

Matt Damon siges at skulle have været blandt hovedkandidaterne til rollen lige siden filmprojektet blev godkendt. Den oprindelige inkarnation af Kirk, William Shatner, har efter sigende også bifaldet valget af Damon.

Damon har flere gange før arbejdet for Paramount i produktioner som “The Rainmaker”, “The Talented Mr. Ripley” og “Saving Private Ryan”.

Indtil videre er den eneste bekræftede skuespiller på rollelisten til den nye “Star Trek” film Greg Grunberg, som også har medvirket i en del af Abrams’ andre produktioner, deriblandt “Alias” og “M:I:III”.