Det kommende tredje filmeventyr baseret på Marvels populære tegneseriemutanter “X-Men”, har nu fået en række tilføjelser på rollelisten.
Den iranske skuespillerinde Shohreh Aghdashloo, som blev Oscar-nomineret for sin rolle i “House of Sand”, er nu blevet castet i rollen som Doktor Kavita Rao, der blev introduceret i Joss Whedons tegneserie “Astonishing X-Men” som en genforsker, der skabte et serum kaldet Hope for at hjælpe mutanter af med deres mutation for til sidst at “kurere” dem. Det kontroversielle serum skabte røre blandt X-Men, især hos den blålige og intellektuelle Beast (Hank McCoy), som vil blive spillet af Kelsey Grammer i den kommende film.
For få dage siden kunne [url=http://filmforce.ign.com/articles/641/641846p1.html]IGN[/url] desuden berette, at Olivia Williams, Michael Murphy og Bill Duke alle også har scoret sig en rolle i “X-Men 3”.
Den britiske skuespillerinde Williams, fra film som “Den sjette sans” og “Peter Pan”, skal spille Professor Xaviers gamle flamme, Dr. Moira McTaggert, der leder Mutant Research Center på Muir Island, Skotland. Murphy, som havde titelrollen i Robert Altmans “Tanner ’88”, skal spille Angels far, Warren Worthington, Sr., mens Duke (“Predator”) har fået en rolle som en politiker i præsidentens administration.
“X-Men 3” instrueres af Brett Ratner og vil få amerikansk premiere 26. maj 2006.
