En fortsættelse til den stort anlagte koreanskproducerede monsterfilm “D-War”, der netop har fået premiere i amerikanske biografer, ser allerede ud til at være under afvikling og vil formentlig være klar i biograferne i sommeren, 2009.
Under en konference i Korean Cultural Center i New York kunne instruktøren Shim Hyung-rae fortælle, at han er blevet tilbudt at påbegynde produktionen på “D-War”-efterfølgeren i den nærmeste fremtid. Desuden har filmskaberen planer om snart at udsende den første film i europæiske biografer.
Den dyre engelsksprogede scifi-blockbuster om en legendarisk koreansk kæmpeslange, der angriber Los Angeles, omsatte for $6,6 mio. i de amerikanske biografer i de første to uger efter premieren. Filmen får premiere i Japan i denne uge.
