Det forlyder, at sangerinden Natalie Imbruglia muligvis vil få en rolle overfor Hugh Jackman i den kommende “X-Men Origins: Wolverine”. Den kendte australske popstjerne har nemlig for nylig været til audition til en rolle i filmen om den iltre Logans forhistorie.
Det er dog endnu ikke afsløret, hvilken rolle, den tidligere sæbeoperastjerne fra serien “Neighbours” skulle være udset til. I sidste måned huserede der forlydender om, at Maggie Q skulle være hovedkandidaten til rollen som Silver Fox, Wolverines udkårne i hans omtågede fortid.
“Wolverine”-filmen står til at påbegynde optagelser i Fox’ australske afdeling i Sydney med instruktøren Gavin Hood (“Rendition”, “Tsotsi”) bag kameraet på projektet.
Filmen, som er skrevet af David Benioff, udforsker Wolverines voldelige og romantiske fortid samt hans komplicerede forhold til Victor Creed. “X-Men Origins: Wolverine” får premiere i maj måned, 2009.
