Skuespillerinden Natalie Portman er i de afsluttende forhandlinger med Warner Bros. om at medvirke i filmatiseringen af Alan Moores tegneserie “V for Vendetta”, som produceres af Joel Silver og brødrene Wachowski.
“V for Vendetta” finder sted i et totalitært England efter en ødelæggende krig, der helt har ændret planeten. I denne modløse verden ankommer en mystisk mand med en porcelænsmaske, der kæmper mod politisk undertrykkelse gennem terrorisme og tilsyneladende absurd opførsel.
Portman skal i filmen spille kvinden, som hovedpersonen redder eller muligvis kidnapper, fra det hemmelige politi.
Projektet skal instrueres af James McTeigue, der har arbejdet sammen med Portman på “Episode III – Sith-fyrsternes Hævn.”
