Niels Arden Oplevs film om en kvindes splittelse mellem Jehovas vidner og kærligheden, “To verdener”, bliver den danske kandidat til at vinde Oscaren for bedste ikke-engelsksprogede film.

Filmen skal nu – sammen med de andre bud fra resten af verden – vurderes af Oscar-akademiet, der nominerer fem film.

Det lykkedes ikke for sidste års kandidat, Peter Schønau Fogs “Kunsten at græde i kor”, at komme blandt de sidste fem, men året inden var Susanne Biers “Efter brylluppet” indstillet – og endte med at blive nomineret.

Danmark har tidligere løbet med den lille gyldne statuette to gange: I 1988 for Gabriel Axels “Babettes gæstebud” og i 1989 for Bille Augusts “Pelle erobreren”.

Om “To verdener” bliver Oscar-nomineret afsløres 22. januar. Selv Oscar-showet løber af stabelen 22. februar.